Den 29. og 30. oktober behandler FNs Generalforsamling for 32. gang udkast til resolution om nødvendigheden af at bringe USA's økonomiske, handelsmæssige og finansielle blokade mod Cuba til ophør.
Resolutionen er historisk blevet støttet så godt som enstemmigt af FNs medlemsstater, hvilket er et pålideligt udtryk for den almindelige anerkendelse af og støtte til, at det er nødvendigt at bringe blokaden mod Cuba til ophør.
Men alligevel har USA's regering og regulerende myndigheder ikke blot til punkt og prikke gennemført de tvangsforanstaltninger, der indgår i det komplekse system af økonomisk, handelsmæssig og finansiel blokade mod Cuba, men de har også i det forløbne år med overlæg gennemført de foranstaltninger, som blev indført under Trump-administrationen, og som skærpede blokaden i hidtil uset omfang.
Forbuddet mod almindelig bilateral samhandel og mod at importere varer fra tredjelande, der indeholder over 10% komponenter fra USA, forbuddet mod at anvende US-dollars i Cubas internationale transaktioner samt videreførelsen af beslutningen om at tillade søgsmål ved USA's domstole mod cubanske virksomheder og tredjelande, jf. kapitel III i Helms-Burton-loven, har påvirket vores udenrigshandel og de internationale investeringer eksponentielt.
Denne situation er yderligere forværret af opførelsen af Cuba på USA's ensidige og ulovlige liste over lande, der påstås at støtte terrorisme. Der er tale om en politisk motiveret og utilbørlig foranstaltning, men den har alvorlige økonomiske følgevirkninger.
Cubas opførelse på denne liste, som er bredt afvist på internationalt plan, har ført til aflysning af kontrakter, tab af forbindelser med banker, som plejede at arbejde med Cuba, gældsætning og forsinkelser med hensyn at sende og modtage bl.a. penge, fødevarer, lægemidler, brændstof, materialer og reservedele med store omkostninger og konsekvenser for Cubas befolkning og økonomi.
Som resultat af denne foranstaltning kan rejsende til Cuba heller ikke benytte USAs elektroniske system for rejsetilladelser (ESTA) og skal anmode om udstedelse af konsulatsvisum for at kunne rejse ind i USA. Det betyder forsinkelser på op til et år og er i praksis til skade for den cubanske turistindustri samt begrænser retten til at rejse for borgerne i 43 lande og for cubanere, der bor i udlandet.
USA's regering kan ikke fremføre et eneste gyldigt eller rimeligt argument for at bibeholde Cuba på denne tvivlsomme liste. Det handler udelukkende for at retfærdiggøre opretholdelsen af en politik, der har til formål at udøve maksimalt pres mod Cuba. Det er en praksis, der strider imod folkeretten og en krænkelse af et land, der selv har været offer for terrorisme, finansieret og organiseret fra USA's territorium.
