Stop USA’s terror mod Cuba

Dansk-Cubansk Forening fordømmer USA’s terror mod Cuba. I 2026 har USA optrappet sin i forvejen ulovlige, krigeriske adfærd mod sin nabo mod syd. Det er fuldstændigt uacceptabelt.

Efter først i januar at have bombet Venezuela og bortført præsident Maduro og hans kone, begyndte udenrigsminister Marco Rubio direkte at true regeringen i Havanna.

Det blev i februar fulgt op af, at USA deklamerede total blokade mod enhver last af olie og brændstof til Cuba. Målet var at lamme Cuba, og lande, der måtte overtræde blokaden, bliver truet med høje toldsatser på deres varer. Begrundelsen: Den cubanske regerings politik skulle udgøre en ”en usædvanlig og ekstraordinær trussel mod De forenede Staters nationale sikkerhed”.  Absurd.

Resultatet for Cuba har været totale strømnedbrud med fatale konsekvenser for den cubanske befolkning, herunder strømsvigt på hospitaler og alvorlig mangel på fødevarer.

Siden da har USA – sammen med Israel - haft travlt med at bombe Iran. Men det har ikke afholdt Trump fra at fortsætte sine trusler mod Cuba. Hans storhedsvanvid kender ingen grænser. Han poserer gerne for pressen med udtalelser som ”Jeg kan overtage Cuba nu – på en ene eller den anden måde” og ”det vil være mig en ære at tage Cuba”.

I denne pressede situation indledte Cuba en dialog med Trumps regering. Ifølge præsident Miguel Diaz-Canel Bermúdez er et af resultaterne af dialogen, at eksil-cubanere får ret til at investere i både private og kooperative virksomheder og gøre forretninger i Cuba. Han fastholder dog, at alt kan diskuteres, undtagen Cubas ret til selv at bestemme sin samfundsform samt valg af lovgivende forsamling og regering.

Efterfølgende skete der næsten det samme for Cuba, som for Danmark og Grønland, da vi indledte forhandlinger med USA. USA’s regering har sin helt egen udlægning af resultatet. Så nu kræver Washington trods de hidtidige resultater, at regeringen i Havanna går af. Samme krav lyder fra den indflydelsesrige og stærkt højreorienterede eksil-cubanske lobby i Miami.

USA’s handlinger er i strid med FN-pagten og enhver international lov og ret, og FN har allerede protesteret mod USA’s brutale overgreb på befolkningen i Cuba.

  • Dansk-Cubansk Forening opfordrer derfor alle gode kræfter i Danmark og i EU til at fordømme USA’s terror mod Cuba.
  • Vi opfordrer også til, at danskerne - ligesom mennesker i mange andre lande i verden - viser aktiv solidaritet med cubanernes retfærdige, men ulige kamp – herunder at vi støtter den pengeindsamling til solceller i Cuba, som starter nu.

 

Udtalelse vedtaget af Dansk-Cubansk Forenings Generalforsamling, den 28. marts 2026

Categoría
Bloqueo
Relaciones Bilaterales
Solidaridad
RSS Minrex