Vi fordømmer USA's optrapning af blokaden mod Cuba

USA optrapper nu sin blokade drastisk. Præsidenten erklærede i en bekendtgørelse af 29. januar 2026, at USA befinder sig i en national nødsituation pga. den cubanske regerings politik og handlinger. Han hævder, at disse skulle udgøre en ”usædvanlig og ekstraordinær trussel mod De forenede Staters nationale sikkerhed og udenrigspolitik”.  Det er absurd. Hvis der er noget land, der udgør en trussel mod andre lande, så er det USA under ledelse af præsident Trump.

Våbenet, der skal forsvare USA mod den påståede trussel, er en total blokade mod enhver last af olie og brændstofforsyning til Cuba, hvad enten det drejer sig om en donation eller en handel. Målet er at lamme Cubas elforsyning og transport. Lande, der måtte blive taget i denne forbrydelse, vil blive pålagt ekstraordinært høje toldsatser på samtlige andre varer, de ønsker at eksportere til USA.

Bekendtgørelsen indeholder en lang række udokumenterede beskyldninger mod Cuba, som den cubanske regering blankt afviser i sin erklæring fra den 30. januar, hvor den fordømmer eskaleringen af blokaden.

Essensen i USA’s beskyldninger er tydelig: USA bryder sig ikke om Cubas politik - og regeringen i USA mener, at den har ret til at bestemme Cubas politik. Hermed gør USA sig skyldig i et åbenlyst brud på FN-pagten.

USA’s begrundelse for i 64 år at have udsat Cuba for en omfattende handelsmæssig, finansiel og økonomisk blokade har hele tiden været at underminere regeringen i Havanna. Det er ren og skær økonomisk krigsførelse, som baserer sig på USA’s egne love og bekendtgørelser, ikke nogen FN-vedtaget sanktion.

Det sørgelige er, at selvom den nordamerikanske regering ikke selv på nogen måde ønsker fredelig samhandel med Cuba, accepterer USA ikke, at Cuba har fredelig samhandel og samarbejde med andre lande.  

Dansk Cubansk Forening fordømmer på det skarpeste USA’s blokade mod Cuba og den optrapning af blokaden, som Trumps politik og bekendtgørelsen er udtryk for. Hele den måde, USA søger at destabilisere Cuba og sine andre nabolande på, er fuldstændig uacceptabel.

Vi opfordrer alle gode kræfter, som støtter FN-pagten og international lov og ret til at fordømme USA’s overgreb mod Cuba og krigeriske fremfærd imod sine nabolande. USA’s opdaterede Monroedoktrin er ikke nogen international lov eller ret. Den er udtryk for rendyrket magt og imperialisme.

 

Dansk Cubansk Forening, København den 1. februar 2026

 

Categoría
Bloqueo
Relaciones Bilaterales
Situaciones Excepcionales
RSS Minrex